Hvad er performativ kuratering?

Performativ kuratering

Hvad er performativ kuratering og hvordan bruger man det?

Hvad er performativ kuratering?

Performativ kuratering er en metode, man bruger til at arrangere eller præsentere en udstilling eller en begivenhed. Det særlige ved metoden er, at den indeholder performative elementer – altså virkemidler som er inspireret af teaterverdenen og performancekunsten. 

Performativ kuratering er en relativt ny metode og der er derfor ikke skrevet ret meget om den endnu. Af samme grund er metoden også stadig under udvikling.

Det særlige ved performativ kuratering – i forhold til klassisk kuratering – er, at de traditionelle regler som gør sig gældende på det klassiske kunstmuseum er ophævede. Dette gør, at oplevelsen man får til en performativt kurateret begivenhed, ofte føles meget inkluderende, social, sanselig og interaktiv.

 

Hvordan bruges performativ kuratering?

Performativ kuratering kan bruges som værktøj til at præsentere en udstilling eller en begivenhed.

Performativ kuratering benytter typisk virkemidler som:

Sanselighed: Performativ kuratering har til formål at tilføje noget ekstra til en oplevelse. Dette gøres ved at formidle et budskab så det taler til flere forskellige sanser på en gang. 

Interaktion: en performativ kurateringsstrategi tænker begivenheden som et socialt rum. Derfor benytter man typisk virkemidler som direkte involvere de besøgende i oplevelsen.

Passende forstyrrelser: i den performative kuratering ønsker man, at aktivere den besøgende så hun eller han tager del i oplevelsen. Dette kan man gøre ved at benytte elementer som skaber passende forstyrrelser.

Rumdesign: En performativ kurator vil ofte benytte rumdesign, scenografi og stedspecificitet til at skabe totaloplevelser.

Læs mere om, hvordan Xenodoxia arbejder med performativ kuratering her.

Gå på opdagelse i Xenodoxias univers

Hvad er den passende forstyrrelse?

Hvad er den passende forstyrrelse?

Hvad er den passende forstyrrelse og hvem er Humberto Maturana? Få svaret her

Hvad er den passende forstyrrelse?

En passende forstyrrelse er betegnelsen for at kommunikere et budskab på måde, så det hverken opfattes for voldsomt eller for uinteressant af modtageren.

Når man arbejder med passende forstyrrelse, er målet at fremme kommunikationen ved at gøre et budskab meningsgivende. Kommunikeres budskabet for vagt bliver der ikke taget notits af det, og det bliver derfor ikke opfattet som meningsgivende, men kommunikeres det derimod for voldsomt, bliver det opfattet som truende eller påtrængende og dermed heller ikke meningsgivende.

Begrebet bruges indenfor flere forskellige fagområder som for eksempel psykologi, kommunikation og oplevelsesdesign.

Et eksempel:

En virksomhed ønsker at skabe opmærksomhed omkring en ny shampoo. Virksomheden hyrer to reklamebureauer til at give et bud på en kampagne. Det ene bureau foreslår, at en række nøgne mennesker skal stille sig op og vaske hår midt på Rådhuspladsen. Det andet bureau foreslå, at en medarbejder stiller sig op på Rådhuspladsen og læser varedeklarationen op.

Det ene reklamebureaus version er alt for voldsomt og kan blive opfattet stødende af modtageren, mens det andet reklamebureaus version er kedelig, og derfor nok ikke engang bliver bemærket.

Hvem er Humberto Maturana?

Begrebet “passende forstyrrelse” eller “autopoise” som det også kaldes, blev første gang introduceret af to chilenske neurologer, Humberto Maturana og Fransisco Varela. De to neurologer arbejdede ud fra ideen om, at mennesker kortlægger verden gennem sansemæssige oplevelser og at vores oplevelse af verden grundlæggende er subjektiv og individuel.

Passende forstyrrelser i kunsten

Kunst er på mange måder en form for kommunikation, og mange kunstnere og kreative skabere arbejder – bevidst eller ubevidst – med passende forstyrrelser. Der findes eksempelvis værktøjer og modeller til at arbejde med komposition, lys eller lyd, som i sig selv indeholder passende forstyrrelser.

Indenfor kunstens verden er det også et velkendt fænomen at arbejde med forstyrrelser som i den grad ikke er passende. Tænkt for eksempel på provokations-kunstnere som Marco Evaristti der skabte røre ved at udstille fisk i blendere.

Gå på opdagelse i resten af Xenodoxias univers